Nyhedsbrev

20. marts 2025

Den kunstige intelligens har for længst holdt sit indtog på de danske uddannelsesinstitutioner. En netop gennemført meningsmåling blandt gymnasierektorerne viser, at 88 pct. mener, at lærerne på deres skoler benytter sig af generative sprogmodeller som fx ChatGPT, at 64 pct. bruger oversættelsesprogrammer som Google Translate, og at 60 pct. anvender tekst- grammatik og oversættelsesprogrammer som fx Microsoft Editor. Kun fire pct svarer, at lærerne på skolen ikke anvender nogen former for AI-værktøjer.

– Tallene i undersøgelsen viser meget tydeligt, at der ude på skolerne er en klar bevidsthed om, at AI er kommet for at blive. Det kan være rigtigt godt til at understøtte læreprocessen, og hvis eleverne lærer at bruge det hensigtsmæssigt, kan det hjælpe dem til at blive endnu klogere, siger Maja Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Gymnasier.

Derfor synes hun, det er meget beklageligt, at børne-og undervisningsminister Mattias Tesfaye kun fokuserer på snydedagsordenen.

– Desværre går ministeriet nu i den stik modsatte grøft og indfører prøver med pen og papir i sprogfagene, og prøver med lukkede tekstfelter i en række andre fag for at forhindre snyd. Jeg synes meget hellere, man skulle forsøge at gå på to ben. Så man både bruger pen og papir, men også ser på nogle af de mange andre forslag til eksamensformer, som Ekspertgruppen om ChatGPT og prøver kom med sidste år, og som inddrager brugen af AI i eksamen på en måde, så man både får testet elevers evne til at anvende de nye digitale hjælpemidler hensigtsmæssigt, og deres evne til at arbejde uden brug AI, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Hun peger på, at 91 pct. af de adspurgte rektorer i undersøgelsen efterspørger mere procesorienterede og virkelighedsnære prøveformer med mulighed for anvendelse af digitale hjælpemidler basereret på AI.

– Hvis man også indfører nogle mere virkelighedsnære eksamensformer, der tillader brug af AI, vil det måske i virkeligheden være det væsentligste værktøj til at imødegå snyd, konstaterer Maja Bødtcher-Hansen.

Udvalgte resultater fra undersøgelsen

– 100 pct. af rektorerne erklærer sig enige i, at eleverne skal lære at anvende og forholde sig til brugen af generativ kunstig intelligens i undervisningen.
– 50 pct. vurderer, at under halvdelen af lærerne har de nødvendige AI-færdigheder.
– 71 pct. mener, at der skal være et obligatorisk fag i digital teknologiforståelse i gymnasiet.
– 82 pct. efterspørger et redskab fra centralt hold til at imødegå brug af AI/snyd.
– 91 pct. efterspørger mere procesorienterede og virkelighedsnære prøveformer med mulighed for anvendelse af digitale hjælpemidler basereret på AI.

Læs hele analysenotatet