Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Ella føler sig udenfor i sin gymnasieklasse. Hun ved, at mange af de andre piger skal mødes til filmaften hos Astrid, men hun er ikke inviteret. Det var hun heller ikke, da Mikkel holdt fest i fredags. Og hun kan fornemme, at de andre har en tråd kørende på sociale medier, som hun ikke er en del af. Hun var ellers med i den fælles Messengergruppe, som læreren opfordrede klassen til at oprette ved skolestart. Her kunne eleverne altid tjekke ind med hinanden, for at spørge, hvilke lektier de havde for eller få sparring, hvis der var opgaver, de var i tvivl om. Men de sidste mange gange Ella har skrevet i gruppen, er hun blevet mødt med larmende tavshed, og nu har hun ad omveje hørt, at de andre har lavet en ny gruppe – uden hende.
Historien om Ella er opdigtet, men absolut realistisk, og der er helt sikkert elever, der indimellem – eller ofte, føler sig marginaliseret på deres uddannelsesinstitution.
Den gode nyhed er, at der er hjælp at hente, og gymnasierne er i dag væsentligt mere opmærksomme på hele trivselsdagsordenen, end de nogensinde før har været.
Vi ved, at mobning ikke er et individuelt problem, hverken for offeret eller for mobberen. Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen beskriver mobning som en social dynamik i en gruppe, og derfor skal dynamikken løses i fællesskab.
Da det er skolen, der overordnet set har ansvar for fællesskabet, skal vi selvfølgelig reagere på Ellas situation, så snart vi får kendskab til den. Men det kan være svært, da udelukkelsen ofte foregår i det skjulte og med små subtile hints, som sideblikke, hvem sætter sig med hvem i kantinen og lignende, som er vanskelige at opdage og reagere på.
Derfor er det vigtigt, at vi som skole skaber rammerne for det gode fællesskab ved at sætte tydelige standarder for, hvordan vi er sammen med hinanden.
På min egen skole, Frederiksberg Gymnasium – og på mange andre af landets gymnasier – har vi lavet en samværspolitik, sådan som elevorganisationen DGS har foreslået. Den blev til på baggrund af en fælles workshop om, hvordan vi håndterer det, når nogen føler sig udenfor, eller fællesskabet på anden vis er under pres.
Helt konkret blev den samme workshop afviklet i alle klasser på samme tid, og her diskuterede eleverne sammen med deres lærere, hvordan eleverne kan håndtere en situation, hvor en af deres kammerater er frosset ude, hvad læreren kan gøre, og hvordan ledelsen skal tackle situationen.
En af de vigtige pointer, eleverne kom med, var, at det for den enkelte elev kan være svært at bryde det negative mønster, selv om man kan se, at det er dårligt – både for den, der holdes udenfor og for stemningen i hele klassen. Eleverne kan simpelthen være bange for, at de selv bliver den næste, der står for skud – og derfor har de brug for ”voksenhjælp” fra lærere og ledelse til at bryde mønsteret.
Når skaden er sket, og udelukkelsen er en realitet, skal vi som lærere og ledelse gribe ind for at hjælpe Ella og hendes klasse med at skabe et inkluderende fællesskab. Det gør vi ved at tage en snak om, hvad det er, klassen er sammen om, og hvordan det gode fællesskab ser ud.
Samtidig ville jeg tage en snak med de elever, der er udpeget som centrale i konflikten, og ofte viser det sig, at heller ikke de trives i det eksisterende klassefællesskab. De føler sig fanget i det negative mønster og vil egentlig gerne have en håndsrækning til at bryde ud af den rolle, de er havnet i.
Men selv om vi bringer alle gode kræfter i spil, så er det rigtig svært at ændre sådanne indgroede mønstre, og nogle gange må vi bare erkende, at situationen ikke kan løses på anden måde end ved at flytte en elev til en anden klasse. Det er selvfølgelig ikke en optimal udgang, men det kan desværre være nødvendigt.
Derfor er langt det vigtigste i min optik, at vi gør alt for at forebygge, at eksklusionen opstår. Det gør vi ved dels at snakke med eleverne om, hvordan vi taler om hinanden, når vi er sammen. Er der plads til forskelligheder, eller ekskluderer vi det, der stikker ud? Vi prøver i undervisningen at give alle en stemme og insistere på, at vi lytter og er opmærksomme overfor hinanden i fællesskabet. På den måde er didaktik også et effektivt værn mod mobning.
Vi gør det også ved at give eleverne mulighed for at være sammen om noget ”fælles tredje”. Altså noget de laver sammen, fordi de har en fælles interesse for lige netop dét. Det kan være sport, brætspil, strikkeklub eller make-up. Men det kan også være det faglige fællesskab i og omkring undervisningen, som vi bringer i spil for at skabe relationer og gode inkluderende samarbejder.
Pointen i alle de mange tiltag er, at når eleverne samles om noget, som ikke handler om at positionere sig i et hierarki, så opstår der nye dynamikker, de glemmer sig selv og flyder ind i fællesskabet og oplever værdien af, at alle kan bidrage med noget.
I Frederiksberg Gymnasiums samværspolitik har vi formuleret det sådan: ”På vores skole har alle ret til at være med i fællesskabet og til at have et fællesskab at være med i. Vi støtter op om at etablere nye fællesskaber og aktiviteter omkring det, som tager os.”
Andre gymnasier har lignende politikker, for gymnasierne har hen over en årrække erkendt behovet og udviklet paletten af tilbud så der er et fællesskab at gå ind i, uanset om man som gymnasieelev brænder for cykelsport eller computerspil, kagebagning eller rapmusik.
Og heldigvig synes jeg, at vi som samfund bevæger os i en rigtig retning. Vi har fået en anden måde at tale om andre på, og sætter fx i mindre grad folk i bås på grund af køn, udseende, politisk eller seksuel observans.
Vi har måske tidligere vrænget på næsen ad ”politisk korrekthed”, men faktum er, at det virker at tage hensyn og tale pænt til hinanden. Det er en udvikling, vi som uddannelsesinstitutioner skal hjælpe på vej og styrke endnu mere, så der i fremtiden bliver færre historier som Ellas. Og når vi får kendskab til dem, skal vi gøre, alt hvad vi kan for at løse dem hurtigst muligt.
Indlægget blev bragt i Sjællandske Medier den 9.12.2024
