Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Eleverne på stx trives rigtig godt! De er glade for deres ungdomsliv, og de har gode rammer for at udvikle sig. Børne- og Undervisningsministeriets nyligt offentliggjorte trivselsmåling understregede endda, at stx’erne trives bedre end eleverne på nogen af de øvrige ungdomsuddannelser. Det er erfaringer, som vi kan og rigtig gerne vil bringe til bordet, når rammer og indhold for den nye ungdomsuddannelse epx skal forhandles.
Når trivslen er så høj, som den er på de almene gymnasier, og så mange af dem, der begynder, gennemfører på stx. så skyldes det ikke, at vi afvikler fire-fem gymnasiefester i løbet af et år. Nej. Det handler i langt højere grad om de faglige og fællesskabsskabende aktiviteter, der foregår i og omkring undervisningen i gymnasiets dagligdag.
Vi, der er rektorer på stx, har alle selv undervist, og nogle gør det fortsat ved siden af rektorjobbet. Derfor ved vi, hvor meget det betyder, at eleverne kommer ind på en ungdomsuddannelse, hvor de møder dygtige og inspirerende lærere, som kan åbne nye verdner for dem, tænde lyset i deres øjne og lade dem opleve glæden ved at opdage, at der er noget, der er større end dem selv. De oplever, at de mestrer nye fagligheder, og at deres deltagelse er relevant og meningsfuld. Det er det, faglig trivsel handler om. For at styrke den faglige trivsel er det afgørende, at elever oplever at lykkes i konkrete, faglige situationer. Men også at de lærer at anskue fejl som en del af læringsprocessen – noget, man kan lære af, fremfor som et udtryk for mangel på evner.
Her er det trygge klassefællesskab afgørende. På stx har eleverne mange timer med de samme klassekammerater, lærerne kender eleverne og faciliterer alverdens udgaver af gruppearbejde, projekter, par-dialog og meget mere for at sikre, at ingen lades ude af fællesskabet.
Indsatserne for faglig, social og emotionel trivsel går hånd i hånd, og det er dét, der er grundstenen i de almene gymnasiers velfungerende ungdomsmiljø.
På Frederiksberg Gymnasium, hvor jeg er rektor, skal alle elever engagere sig i et udvalg efter skoletid. De skal tage ansvar for fællesskabet ved at være med til at stable aktiviteter på benene, som andre elever kan deltage i. Det giver fællesskab, også på tværs af klasserne, og det skaber trivsel for den enkelte at kunne bidrage med noget til gavn for andre.
Andre almene gymnasier arbejder med trivsel på andre måder, som man kan se i Danske Gymnasiers netop offentliggjorte trivselsinspirationskatalog. Fælles for dem alle er dog, at trivselsarbejdet er prioriteret højt.
Det håber jeg også, det bliver på epx’en. Rektorerne på de almene gymnasier er tilsammen i kontakt med mere end 80.000 unge på daglig basis, så vi har masser af erfaring og viden om at skabe stærke ungemiljøer og god elevtrivsel. Det byder vi gerne ind med i forhandlingerne om epx. For alle unge fortjener at gå i skole i et undervisningsmiljø, der styrker og støtter dem fagligt og socialt, hjælper dem med både at indgå i meningsfulde faglige fællesskaber og at udvikle sig som mennesker.
Artiklen blev bragt i Uddannelsesmonitor d. 29/03/2025