Nyhedsbrev

5. november 2024

Af Laura Klitgaard, formand for IDA, Kristian Cedervall Lauta, professor i retsvidenskab og prorektor for uddannelse, Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier, og Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening.

Regeringens forslag til taxameterreform på gymnasieområdet vil føre til markant færre studenter med naturvidenskabelige højniveaufag på eksamensbeviset.

Det påpegede seks repræsentanter for de videregående uddannelser i et debatindlæg i Politiken 1.oktober, og vi tilslutter os koret.

Vi befinder os i en tid, hvor Danmark har desperat brug for naturvidenskabelige kandidater.

Der er brug for ingeniører og forskere til at løse klimakrisen, udvikle bæredygtige teknologiske løsninger og vacciner til de pandemier, der lurer i fremtiden, og der er brug for læger til at befolke lægeklinikker – også udenfor de store byer.

Naturvidenskabelig arbejdskraft

Store danske virksomheder som Novo Nordisk, Rambøll og Bavaria Nordic mangler allerede nu kvalificeret arbejdskraft, og det behov bliver kun større i årene, der kommer.

Analysen ‘Mismatch på det danske arbejdsmarked i 2030′ fra Iris Group og HBS Economics dokumenterer, at Danmark i 2030 vil mangle 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse.

Hidtil har det almene gymnasium leveret langt hovedparten af de studenter, der søger ind på ingeniøruddannelserne, og hvis regeringens taxameterudspil på ungdomsuddannelsesområdet bliver en realitet, er vi bekymrede for, at der fremover bliver færre unge med lyst og evner til naturvidenskab.

De naturvidenskabelige universitetsuddannelser rekrutterer primært deres studerende blandt studenter med naturvidenskabelige fag på højniveau, og dem bliver der færre af, når regeringen vil afskaffe det såkaldte A-fagstillæg på stx.

Tillægget blev i sin tid indført netop for at give gymnasierne råd til at oprette naturvidenskabelige studieretninger, selv om der ikke var elever nok til at fylde en hel klasse.

Artiklen blev bragt i A4 Uddannelse 5/11/2024.