Nyhedsbrev

25. februar 2025

Foreningen har netop udsendt et inspirationskatalog, som fortæller om nogle af alle de mange trivselsfremmende tiltag, som gymnasierne allerede nu arbejder med.

Efter halvandet års arbejde har Trivselskommissionen nu fremlagt sine anbefalinger, og meget af det flugter med Danske Gymnasiers holdninger.

Kommissionen anbefaler, at der indføres lovkrav om, at alle ungdomsuddannelsesinstitutioner skal have en skærmpolitik, og opfordrer til, at den udarbejdes i tæt samarbejde med eleverne. Kommissionen opfordrer ligeledes til smartphonefri skoletid, og til at uddannelsesinstitutionerne opretter firewalls som skal spærre adgangen til ikke-relevante hjemmesider, apps og tjenester. Firewallen skal blokere for sider som fx sociale medier, spil, porno, shopping, gambling og gaming på skolernes internet.

– Heldigvis er mange af vores medlemsskoler allerede godt i gang med at indføre regler for mobilbrug i skoletiden og oprette firewalls, så her er vi helt på linje med kommissionens anbefalinger, siger Maja Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Gymnasier.

Også Kommissionens anbefalinger til at ændre karakterskalaen falder i god jord hos Maja Bødtcher-Hansen.

– Trivselskommissionen foreslår, at gøre afstanden mellem springene på midten af skalaen mindre og ændre i beskrivelserne af de enkelte karaktertrin, så det nuværende fokus på fejl og mangler nedtones. Men vi ser faktisk gerne, at man går endnu videre i revisionen af karakterskalaen og afskaffer karakteren –3, sådan som også regeringen lægger op til i den netop indgåede aftale om reform af ungdomsuddannelserne. Den negative karakter gør i min optik ikke noget godt for elevernes selvtillid, siger Maja Bødtcher-Hansen.

Færre karakterer

Hun peger på, at mange gymnasier allerede har forsøgt sig med at erstatte karakterer med formativ feedback, og at det vil være godt, hvis der gennemføres endnu flere eksperimenter. Derfor bakker hun også op om, Trivselskommissionens anbefaling af, at man fra centralt hold undersøger, hvordan og i hvilket omfang karakterer kan anvendes mere hensigtsmæssigt i dagligdagen på gymnasierne.
Hun ser også positivt på kommissionens ønske om færre klasseskift i forbindelse med gymnasiestart.

– I Danske Gymnasier ser vi gerne, at man helt afskaffer grundforløbet i sin nuværende form, og lader eleverne vælge studieområde, inden de starter på deres ungdomsuddannelse. På den måde kan eleverne gå i den samme klasse fra start af og hele vejen gennem gymnasietiden. Det tror vi på vil gavne deres trivsel, konstaterer hun.

Elevernes trivsel er et kardinalpunkt for gymnasierne og derfor også for foreningen. Danske Gymnasiers Trivselsarbejdsgruppe har netop offentliggjort et inspirationskatalog med eksempler fra gymnasier, der har arbejdet målrettet med at fremme elevernes trivsel.