Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Så var den der igen. Endnu et debatindlæg, som taler det almene gymnasium ned i forsøget på at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Denne gang fra Morten Skov Christiansen, der er formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (indlægget “De unge har fortjent en ny ungdomsuddannelsesvej” i Avisen Danmark onsdag den 7. august, red.).
Morten Skov Christiansen skriver, at ”rigtig mange unge falder fra gymnasiet – både på grund af det faglige niveau, og fordi det bare ikke var den rigtige vej for dem.” Det er simpelthen et fejlskud af dimensioner.
Eleverne på det almene gymnasium (stx) har ifølge Børne- og Undervisningsministeriets senest offentliggjorte tal den højeste gennemførsel på tværs af ungdomsuddannelserne. Mens 89 procent forventes at gennemføre stx, gælder det kun 59 procent på erhvervsuddannelserne. Det er tæt på at være 9 ud af 10 unge på stx, der gennemfører, og det mener jeg faktisk er rigtig mange, der IKKE falder fra.
Jeg har fuld forståelse for, at man fra fagbevægelsen og arbejdsgiveres side ønsker flere unge på erhvervsuddannelserne til at fylde de tomme huller på et arbejdsmarked i vækst. Men i en tid med faldende ungdomsårgange er det ikke kun på det faglærte område, der mangler arbejdskraft. De vigtige velfærdsuddannelser som sygeplejerske, pædagog og folkeskolelærer skriger også på dygtige unge kræfter, og det samme gør ingeniør- og it-sektoren, som skal være med til at udtænke de grønne løsninger, som Danmark skal leve af.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, bliver der ikke flere unge af, at den ene sektor snupper dem fra den anden. Så lad os i stedet samarbejde om at skabe de bedst mulige ungdomsuddannelser, så flest muligt unge forlader uddannelsessystemet med kompetencer, de kan bruge – og masser af mod, selvtillid og lyst til at kaste sig ud i arbejdslivet.
Jeg er helt enig med Morten Skov Christiansen i, at der er et behov for en ungdomsuddannelse for de unge, der ikke kan honorere gymnasiets krav om boglig læring og skriftlige afleveringer, men heller ikke kan se sig selv på en erhvervsuddannelse med krav om tidligt valg af specialisering og væsentligt ældre kolleger på praktikpladsen.
Danske Gymnasier anbefaler, at en ny ungdomsuddannelse tager udgangspunkt i den eksisterende hf, som har virkelig gode erfaringer med at danne og uddanne en meget divers gruppe af elever og få dem videre på både professions-, erhvervsakademi- og erhvervsuddannelser.
En netop offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut om hf’ernes uddannelsesveje viser, at pædagoguddannelsen er den mest populære videre vej, mens en anden af EVA’s analyser fortæller, at 25 procent af hf-studenterne begyndte på en erhvervsuddannelse efterfølgende.
Der er dermed allerede en masse potentiale i hf at bygge videre på, eksempelvis ved at etablere mere erhvervsrettede fagpakker og praktik- og projektforløb i samarbejde med de lokale erhvervsskoler. Hf er tilmed en velkendt uddannelse blandt unge og tilgængelig i stort set hele landet, hvor den sammen med stx skaber stærke sociale miljøer for unge. Det er også en uddannelse, der har solide erfaringer med en bred elevgruppe med forskellige faglige og sociale forudsætninger og interesser.
Så lad os være enige om, at der er brug for at genbesøge strukturen og indholdet for vores ungdomsuddannelser og skabe noget endnu bedre, og lad stråmændene stå på markerne som fugleskræmsler i stedet for at blande dem ind i debatten.
Artiklen blev bragt i Avisen Danmark 11/8/2024.