Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier.
Den sidste fredag i juni uddeler jeg altid studentereksamensbeviser til smukke, hvidklædte unge. Det er med prompt og pragt, taler, sang, vognkørsel og rørte forældre. Men det er ikke den baggrund, jeg selv har.
Da jeg som 15-årig blev erklæret klar til at forlade min lilleskole på kanten af Hareskoven, skulle jeg ikke videre i gymnasiet. Jeg skulle forandre verden og kastede mig ud i elevpolitisk arbejde, fester og et ungdomsliv langt fra mine forældre. Jeg end ikke overvejede at starte i 1.g på et gymnasium.
Hverken min far, mor eller bror har gået i gymnasiet. Idealet for min ræverøde mor var dengang – aktuelt nok – at blive kranfører eller noget andet cool og arbejderagtigt. Men efter et par år med generalforsamlinger, taler, busturneer og kampagner i hele landet, skred verden, som vi kendte den, omkring os.
Berlinmuren faldt, de gamle betonstøbte modsætninger smuldrede, og jeg begyndte at tænke over min fremtid. Så jeg meldte mig ind på det nærmeste hf, Frederiksberg HF, og startede på en uddannelse, der kom til at præge resten af mit liv. Her mødte jeg for første gang en mangfoldighed af mennesker. Mit liv havde indtil da været segmentsnævert, både hvad angik baggrund, udseende og især politiske holdninger.
Men i min nye klasse sad håndværkere, der gerne ville være ingeniører; folk der havde arbejdet som pædagogmedhjælpere, på barer eller var faldet fra gymnasiet. Sammen mødte vi lærere, der var i tæt faglig dialog med os. Her sad jo folk, der vidste rigtig meget om verden, blot ikke pakket ned i universitetsfagenes logikker. Selv vidste jeg nok en del mindre, end jeg fik lov til at fylde. Men lærerne åbnede rummet, og vi spillede med. Vi spillede kort i frikvartererne, og vi festede af og til i weekenderne. Alle havde et liv ved siden af, men vi trivedes og blev dygtigere sammen.
Jeg fik en dansklærer, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Vi talte om postmodernisme, og han inviterede klassen hjem til kylling i soya. Det var virkelig moderne dengang. Til sidst gik vi, uden årskarakterer, til eksamen i alt, og jeg begyndte at drømme om at læse litteraturvidenskab på universitetet. Der var vist en translokation, men jeg dukkede ikke op. Ingen havde huer på, og vi var hurtigt videre. Men min glæde ved fagene og min interesse for uddannelsernes opbygning og udformning blev født dér på Værnedamsvej på Frederiksberg HF.
For et par uger siden kom så den nye aftale om ungdomsuddannelserne. Med den lukker hf (i 2030) og dermed også et snart 60 år langt kapitel med en uddannelse, der har favnet og løftet tusinder af unge. Heriblandt mig. Vi siger farvel til et møjsommeligt opbygget læringsmiljø, hvor ledere og undervisere har været opmærksomme på de unge (og knap så unge), de faktisk stod overfor i klasserummet. Det har vi som samfund nydt godt af.
Nu står vi imidlertid et andet sted. Der er brug for andre veje til en gruppe unge, der i takt med den demografiske udvikling er blevet mindre. Vi skal have skabt bedre muligheder for unge med lyst og evne til praksisrettede fag og uddannelser, og det giver god mening. Men vi er samtidig nødt til at værne om det fagligt omsorgsfulde og rummelige miljø, som hf-lærere og -ledere skaber den dag i dag.
Når man sidder ved skrivebordet langt fra en skolehverdag, kan det virke enkelt at sætte nye streger og pulje grupper, der er blevet for små. Men læringsmiljøer og især skoleidentiteter koster tid og personlige investeringer at opbygge. Derfor mindes jeg nu, hvad det var, der virkede på hf.
Hvordan skaber vi dette på ny i nye rammer? Hvordan får lærere og ledelser et sammenhold om opgaven, der siver ud til alle elever? Den opgave er vi forpligtet på at løfte sammen i uddannelsessektoren. Vi skal i den forbindelse lytte til og lade os inspirere af hf, mens vi forbereder nekrologen over netop denne uddannelse i 2030.
Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 21. 3.2025
