Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Anne-Mette Lange hævder, at der ikke er plads til unge med autisme i de danske gymnasier, selv om lærere og ledere arbejder målrettet på at skabe rummelige fællesskaber og uddannelsesforløb for alle.
Jeg blev forleden noget overrasket, da jeg læste Kroniken af klinisk børne- og ungepsykolog og seniorforsker Anne-Mette Lange her i avisen. Ikke mindst, da hun hævdede, at der ikke er plads til unge med autisme og anden neurodivergens i gymnasiet.
Det er ganske enkelt ikke rigtigt.
Landets gymnasier gør en kæmpe indsats for at hjælpe unge med psykiske diagnoser godt igennem et uddannelsesforløb. Lærere og ledere arbejder målrettet på at skabe rummelige fællesskaber og inkluderende pædagogiske praksisser, både for unge med diagnoser som autisme og for den brede, almene elevgruppe.
Derfor finder jeg det ikke rimeligt at blive skudt i skoene, at jeg ikke mener, at unge med diagnoser hører hjemme i gymnasiet. Eller at Anne-Mette Lange spørger, om rektorer og lærere bevidst ønsker at ekskludere elever med neurodivergens.
Anne-Mette Lange citerer mig for at have sagt, at der er grænser for, hvor mange individuelle hensyn vi kan tage i en klasse. Citatet er taget ud af en kontekst, hvor jeg påpeger, at udviklingen i antallet af elever med behov for specialpædagogisk støtte risikerer at føre til, at de mange forskellige særhensyn i en klasse sætter lærerne under et stort pres. Lærere, der ellers gør alt, hvad de kan, for at hjælpe og tage hensyn til alle elever.
Jeg anser det bestemt for positivt, at unge og deres forældre er blevet bedre til at italesætte deres særlige behov og de hensyn, der skal tages, for at de kan fungere i fællesskaberne. Men stigningen i de særlige hensyn, der skal tages, er ikke uden konsekvenser for lærerne. Vi skal udvikle didaktikken og undervisningen i gymnasiet, så flere kan gå ind ad døren til den samme klasse.
Det betyder ikke, at unge, der har behov for det, ikke skal have hjælp. Men vi skal blive endnu bedre til at se mod andre løsninger end de individuelle. Vi skal udvikle didaktikken og undervisningen i gymnasiet, så flere kan gå ind ad døren til den samme klasse. Det ligger helt i tråd med Trivselskommissionens anbefaling om at udgrænse færre unge fra de brede, almene fællesskaber.
Vi skal skabe klasserum, der imødekommer alle elever – uanset om de har diagnoser eller andre særlige behov – til gavn for alle elever. For eksempel er ro og struktur ikke kun godt for elever med bestemte diagnoser, det er godt for de fleste.
Når det er sagt, er der også elever, for hvem det er en bedre løsning at tage en gymnasial uddannelse på andre betingelser. Der findes i dag 19 gymnasier i Danmark, hvor det er muligt at tage sin uddannelse i en såkaldt ASF-klasse, som er målrettet unge med autismespektrumforstyrrelser, hvor både klasselokalet og undervisningen er tilrettelagt for at imødekomme den enkeltes behov. Derudover udbyder flere gymnasier treårig hf, som giver særligt sårbare unge mulighed for at tage en hf på forlænget tid.
Jeg giver Anne-Mette Lange helt ret i, at vi skal gøre endnu mere for at sikre, at vores unge trives og passer ind i gymnasiefællesskabet, men at sige, at der i de danske gymnasier ikke er plads til elever med autisme er lodret forkert.
Artiklen blev bragt i Politiken d. 12/06/2025.
