Af Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Man siger, at alt godt kommer til den, som venter. Og nu har vi ventet i mange år på en tiltrængt reform af taxametersystemet, som regeringen netop har præsenteret et forslag til. Målet har været at sikre et mere stabilt økonomisk grundlag for særligt udkantsgymnasierne, fordi et elevafhængigt taxameter er en udfordring, når ungdomsårgangene bliver mindre og mindre.
Det mål har vi i Danske Gymnasier delt med skiftende regeringer og har derfor også spillet ind med en række konstruktive forslag i årenes løb. Nu sidder jeg tilbage med det endelige forslag til en taxameterreform og undrer mig grundigt over, hvornår umagen blev til makværk i det politiske system.
I korte træk vil regeringen indføre et knæktaxameter, så alle skoler med over 700 elever bliver ramt af besparelser, afskaffe et fagligt tilskud til musik og naturvidenskabelige fag på A-niveau, lave et nyt udkanttilskud, et nyt socialt taxameter og give flere penge til hhx. På de almengymnasiale uddannelser betyder et, at reformen vil forringe undervisningskvaliteten for 60.000 stx- og hf-elever på gymnasier tværs over landet. De kan hvert år se frem til at miste millioner af kroner.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) begrunder besparelserne med, at store skoler har mulighed for at “opnå stordriftsfordele,” men da hovedparten af udgiften til at drive et stx-gymnasium ligger på lærerlønninger (som er fastsat i statens egne overenskomster), så er der ikke meget stordriftsfordel. Man kan ikke proppe 42 elever i klasserne – i hvert fald ikke uden at det rammer klasseloftet, går ud over kvaliteten af undervisningen, og samtidig er der begrænsninger for, hvor mange klasser en lærer kan undervise i.
Gymnasierne vil som følge af besparelserne være nødt til at fyre lærere og skære ned på antallet af studieretninger og valghold. Det giver alt andet lige færre valgmuligheder og ringere undervisning for eleverne.
Besparelsen rammer i særlig grad de naturvidenskabelige fag på højniveau. Hidtil har gymnasierne modtaget et særligt A-fagstillæg for hver elev, der består fysik, kemi, biologi, bioteknologi, geovidenskab eller musik på A-niveau.
Tillægget blev i sin tid indført, for at gymnasierne kunne oprette naturvidenskabelige studieretninger, selv om der ikke var elever nok til en hel klasse, og fordi disse fag har større udgifter til blandt andet materialer og lokaler end andre fag.
Denne prioritering af naturvidenskabelige fag sikrer, at mere end 20.000 elever fra de almene gymnasier hvert år bliver studenter med høje naturvidenskabelige kompetencer. Det betyder samtidig, at ca. 60 procent af de studerende, der hvert år starter på de naturvidenskabelige videregående uddannelser, har en studentereksamen fra stx.
Behovet for kloge hoveder indenfor naturvidenskab og it forsvinder ikke, bare fordi regeringen har besluttet at fjerne A-fagstillæg, men virkeligheden er, at mange gymnasier fremover ikke vil have råd til at fortsætte med at prioritere de naturvidenskabelige fag, fordi det er dyrt oprette små hold, og fordi det koster mange penge at drive laboratorierne.
Det er paradoksalt, når vi hele tiden hører, at erhvervslivet har desperat brug for disse kompetencer, og derfor gætter jeg på, at store danske virksomheder som Novo Nordisk, Genmab eller Rambøll nok heller ikke vil være begejstrede ved udsigten til, at færre unge går i den retning.
Men hvad så med udkantsgymnasierne. Burde de ikke være glade? Det er trods alt dem, der er udset til at modtage nogle af de mange penge, som især de store bygymnasier skal aflevere.
Tanken om at tage fra store gymnasier og fordele midlerne til trængte udkantsgymnasier kan umiddelbart fremstå sympatisk, og et permanent højere udkantstilskud – som regeringen lægger op til – vil helt klart give mere ro om udkantsgymnasiernes langsigtede økonomiske planlægning.
Men fordi en del af de økonomisk trængte udkantsgymnasier mister mere på bortfaldet af A-fagstillægget, end de får i udkantstilskud, får de med reformen reelt færre penge at drive gymnasium for. Dertil kommer, at begrebet ’udkant’ i den nye model er så omfattende, at skoler med ringere økonomiske vilkår nu skal sende penge til bedre stillede provinsgymnasier. Denne vilkårlighed understreger absurditeten i regeringens forslag.
Reformen er med andre ord ikke den hjælp til udkantsgymnasierne, som den giver sig ud for at være. Skulle man for alvor hjælpe udkanten, ville det være langt bedre at fokusere på de reelt udsatte skoler og sikre flere elever på dem via elevfordeling, men det tør man ikke. I stedet er man endt med en politisk aftale, der bedst kan beskrives som politisk elendigt håndværk.
Tesfaye siger selv, at regeringen med udspillet vil skabe mere lighed og social retfærdighed i uddannelsessystemet. Men hans ”harmonisering” har mere karakter af et kapløb mod bunden. Det er uambitiøst, og jeg havde ønsket mig, at Tesfaye og regeringen havde gjort sig mere umage med den meget længe ventede taxameterreform. Det giver simpelthen slet ingen mening med så store besparelser på uddannelse i en tid med et kæmpestort finanspolitisk råderum.
Artiklen blev bragt i Avisen Danmark 6/9/2024.
