Nyhedsbrev

30. april 2025

Den 1. juni tiltræder Rasmus Øyrabø Jacobsen stillingen som direktør i Danske Gymnasier.

– Det er med stor ydmyghed og enorm motivation, at jeg skal stå i spidsen for sekretariatet i Danske Gymnasier. Jeg glæder mig utroligt meget til at få lov at arbejde for en så vigtig samfundsbærende institution som gymnasiet netop nu på dette historisk vigtige tidspunkt, hvor gymnasiesektoren står foran store forandringer. Jeg ser frem til at bidrage til at gøre en positiv forskel for unge i Danmark – deres muligheder, uddannelse og fremtid, siger Rasmus Øyrabø Jacobsen.

Han kommer fra en stilling som uddannelses- og arbejdsmarkedspolitisk chef i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

– Rasmus kommer med stor politisk forståelse, et skarpt strategisk blik og med uddannelsespolitik som den røde tråd igennem hele hans arbejdsliv, og jeg er utrolig glad for, at vi nu har fået Rasmus på holdet, siger Danske Gymnasiers formand Maja Bødtcher-Hansen.