Formandskabet udvides fra to til tre og den samlede bestyrelse fra otte til 11 medlemmer.
På sin netop ovenståede generalforsamling fik Danske Gymnasiers bestyrelse mange nye ansigter. En del af de tidligere medlemmer faldt for foreningens anciennitetsregler, og desuden har foreningen helt efter planen besluttet at udvide bestyrelseskredsen.
– Med en større bestyrelse har foreningen endnu bedre muligheder for at afspejle de mange forskellige typer af medlemsskoler, forklarer Danske Gymnasiers formand Birgitte Vedersø.
Samtidig med udvidelsen af bestyrelsen har foreningen også styrket formandskabet, der er blevet udvidet med en ekstra næstformand, således at der nu er en næstformand i øst og en i vest.
– Styrkelsen af formandskabet er nødvendig, fordi foreningen er blevet meget mere aktiv i løbet af de senere år. Der er ganske enkelt flere opgaver, der skal løses, og det kræver mere manpower. Samtidig synes vi også, at det giver mening at have en næstformand på hver sin side af Storebælt, fordi vi på den måde er sikret en bred repræsentation på tværs af landet, siger foreningens genvalgte formand.
Tak for ihærdig indsats
Birgitte Vedersø benyttede generalforsamlingen til at takke afgående næstformand Jakob Thulesen Dahl (Skanderborg Gymnasium) og de afgående bestyrelsesmedlemmer Bjarne Thams (Solrød Gymnasium) og Søren Hvarregaard (Midtfyns Gymnasium) for deres ihærdige arbejde for foreningen.
– Jeg vil gerne takke Søren, Bjarne og Jakob for det store arbejde, de har lagt i bestyrelsen og i diverse arbejdsgrupper , siger Birgitte Vedersø.
Efter ændringen ser Danske Gymnasiers bestyrelse således ud:
Formandskabet:
- Formand Birgitte Vedersø, Gefion Gymnasium
- Næstformand i vest Søren Hindsholm, Nørresundby Gymnasium og HF
- Næstformand i øst Henrik Nevers, Roskilde Gymnasium
Regionsvalgte bestyrelsesmedlemmer:
- Jette Rygaard, Vesthimmerlands Gymnasium og HF – valgt i Region Nordjylland
- Claus Niller, Roskilde Katedralskole – valgt i Region Sjælland
- Helge Markussen, Viborg Katedralskole – valgt i Region Midtjylland
- Dorte Fristrup, Århus Statsgymnasium – valgt i Region Midtjylland
- Susan Mose, Sct. Knuds Gymnasium – valgt i Region Syddanmark
- Jeppe Kragelund, Alssundgymnasiet Sønderborg – valgt i Region Syddanmark
- Anders Kloppenborg, Birkerød Gymnasium – valgt i Region Hovedstaden
- Maja Bødtcher-Hansen, Frederiksberg Gymnasium – valgt i Region Hovedstaden