Nyhedsbrev

27. november 2025

Danske Gymnasier har netop afsluttet årets generalforsamling, hvor det samlede formandskab var på valg.

Maja Bødtcher-Hansen, rektor på Frederiksberg Gymnasium, er genvalgt som formand uden modkandidater. Næstformand Øst Jakob Stubgaard, Vordingborg Gymnasium og HF, er genvalgt uden modkandidater. Næstformand Vest Anna Amby Frejbæk, rektor på Støvring Gymnasium, er genvalgt efter kampvalg mod Jakob Thulesen Dahl, rektor på Skanderborg Gymnasium. Jakob Thulesen Dahl udtræder nu af bestyrelsen som repræsentant for Region Midtjylland, hvor Martin Ingemann, rektor på Egaa Gymnasium, indtræder i stedet for.

Sammensætningen af formandskabet var ikke det eneste, medlemmerne skulle tage stilling til. Det blev nemlig besluttet, at Danske Gymnasier ændrer formålsparagraf og inviterer alle gymnasiale uddannelser inden for i foreningen. Det er altså ikke længere kun gymnasier med stx og hf, der kan være medlemmer, men også gymnasier med hhx, htx og hf-enkeltfag.

Danske Gymnasier kommer det næste år også til at afdække mulighederne for et tættere samarbejde mellem Danske Gymnasier og Gymnasiernes Bestyrelsesforening. Foreningerne ønsker den bedst mulige sammenhængskraft i interessevaretagelsen i fremtiden, hvor gymnasierne står over for store forandringer. En model for et muligt tættere samarbejde skal godkendes på Danske Gymnasiers generalforsamling i 2026. 

Endelig vedtog Danske Gymnasier en ny strategi, der går frem til 2028. Fremtidens nye uddannelseslandskab, en ny epx-gymnasieuddannelse og en kommende reform af stx, hhx og htx betyder, at der er behov for at tage oftere stilling til foreningens strategiske retning. Det tager den nye strategi bestik af. Den er samtidig mere konkret og handlingsanvisende end tidligere.