Vi gør unge en bjørnetjeneste, hvis vi forsøger at løse trivselskrisen udelukkende med individuelle løsninger. Vi skal skabe rammer, der giver unge en oplevelse af forbundethed og selvforglemmelse.
Af Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier
Vi oplever i disse år på gymnasierne en elevgruppe, der på et afgørende punkt er væsensforskellig fra tidligere generationer.
Flere er over en bred kam dårligere til at indgå i fællesskaber end tidligere, og mange har sværere ved selv at tage initiativ til og ansvar for at tilrettelægge aktiviteter.
Udvalgsarbejde, musicals og caféaftner sker ikke i samme grad som førhen »af sig selv«, men kræver særskilt facilitering fra gymnasiernes side. Og lærere og ledelser oplever et voksende ansvar for at hjælpe eleverne med at indgå i fællesskaber og åbne deres øjne for, at fællesskaberne faktisk kan bidrage positivt til deres trivsel.
Om det er tidsånden, de seneste mange års fokus på individet frem for fællesskabet, eller skærmenes indtog i ungdomslivet, som har gjort unge til passive beskuere frem for aktive deltagere, skal jeg lade være usagt. Pointen er, at de unge, vi møder på gymnasiet i dag, har sværere ved naturligt at indgå i fællesskaber end generationerne før dem. Og det er i mine øjne en væsentlig forklaring på den galopperende trivselskrise, der fejer over landet.
Der har i debatten været fokus på, at det især er fagligt svage elever, der mistrives, men det er en voldsomt forsimplet udlægning. En af de vigtige observationer, vi har gjort os på gymnasierne, er, at det ikke er en bestemt elevgruppe, der mistrives.
Meget overordnet ser vi to typer af mistrivsel på gymnasierne, som går på tværs af sociale og faglige forskelligheder: Elever, der føler sig generelt pressede og usikre, og så dem, der har decideret psykiske diagnoser eller komplekse udfordringer. Der er ingen tvivl om, at den sidste gruppe har brug for en individuel tilgang, for der findes ingen standardløsning, som kan hjælpe alle.
Vi ser dog et behov for i langt højere grad at have en fællesskabsorienteret tilgang, når det drejer sig om at styrke trivslen hos den brede gruppe af unge med pres og bekymringer.
Vi gør unge en bjørnetjeneste, hvis vi forsøger at løse trivselskrisen udelukkende med individuelle løsninger. Vi skal skabe rammer, der giver unge en oplevelse af forbundethed og selvforglemmelse. Og det er ikke kun en opgave for gymnasierne. At understøtte fællesskabsskabende aktiviteter bør være et fælles mål for både forældre, uddannelsessystem og politikere.
Inden for det mål har vi hver især en opgave at løse, og der skal vi skelne mellem, hvad gymnasierne kan bidrage med (for eksempel rum til fordybelse og at lære eleverne at indgå i fællesskaber), hvor forældrene skal på banen (for eksempel i forhold til skærmbrug og sociale medier) og hvor der er brug for politiske indsatser (for eksempel med at skabe rammer i læreplanerne til mere fordybelse og større fokus på fag som idræt og musik, hvor det er naturligt at indgå i fællesskaber).
Regeringen har erklæret, at den vil nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der blandt andet skal komme med anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes. Det er en fremragende idé, og vi vil opfordre til, at det sker hurtigst muligt.
Artiklen blev bragt i Berlingske d. 26/05/2023.
