Rektorer: Det virtuelle undervisningslaboratorium har budt på kreativitet og afsløret begrænsninger

Af Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier

Corona-året har på mange måder vendt op og ned på den undervisning, vi kendte, og har kastet undervisere og elever ud i brugen af digitale læringsformer i en grad, som ingen havde forudset for bare 14 måneder siden. Men når det er sagt, så har det seneste år givet gymnasiernes ledelser og lærere en hel unik mulighed for at teste de digitale læringsmidler, og givet os et indgående indblik i hvad der virker, i hvilke situationer det virker, og i hvilke det absolut ikke gør.

Lad os tage det sidste først.

Der er ingen tvivl om, at det fysiske fremmøde er helt afgørende for hovedparten af elevernes trivsel. Vi ved fra undersøgelser, at mange elever finder det vanskeligt at holde motivationen oppe, og få tilstrækkeligt fagligt udbytte af undervisningen, når de ikke befinder sig i samme rum som lærer og klassekammerater.

Men trivslen handler ikke kun om undervisningssituationen. Det handler i lige så høj grad om alt det, der foregår imellem timerne, og efter skoletid, hvor en stor del af elevernes sociale interaktion er bundet op på nærvær og fysisk tilstedeværelse i og omkring skolen: De samles i caféudvalget, skakklubben, dramastudiekredsen, laver musical, spiller i band sammen eller deltager i nogle af de mange andre ekstra-curriculære aktiviteter, der foregår på gymnasiet, når klokken har ringet ud.

Og alt det forsvinder, når undervisningen bliver 100 procent virtuel.

Vi ved også, at især de praktiske og eksperimentelle fag har været udfordret i det virtuelle set-up. Det er umuligt at øve samspil i musik, når man sidder hver for sig, og det er direkte uforsvarligt at udføre kemi- eller fysikeksperimenter hjemme ved køkkenbordet.

De mange hjemsendelser af smittede elever har også vist, at hybridundervisning sjældent fungerer. Det er for teknisk bøvlet og for mentalt krævende for læreren at levere undervisning, der både fungerer i det fysiske klasseværelse og i det virtuelle.

Men alt er ikke negativt. Nogle lærere har udvist en stor grad af kreativitet og iderigdom, når det gælder om at bruge de digitale muligheder, og de har re-engageret sig med stoffet på en mere bevidst og konstruktiv måde. Det er der kommet spændende undervisning ud af:

Podcasten har vundet indpas og er på nogle gymnasier kommet for at blive – som alternativ til dokumentarfilm.

En anden nyskabelse er ”fotosafari”, hvor eleverne tager billeder af forskellige faglige elementer eller begreber. Det er et bidrag til læringsformerne, der indeholder både visualisering og selvstændig analyse og er et nemt produkt for læren at give feedback på.

Også flipped classroom, hvor eleven som lektie ser en filmet undervisningssekvens eller en lille instruktionsvideo, fungerer godt, fordi det frigiver mere tid til reel undervisning.

Det samme gør adaptive læringssystemer, der aflæser de enkelte elevers styrker og svagheder – og tilpasser opgaver og svarmuligheder derefter, og immersive læringssystemer og -teknologier, som fx VR og augmented reality).

Coronaperioden har dog – trods de mange gode og kreative undervisningseksempler – afsløret et stort behov for efteruddannelse, inspirationsarrangementer og et forum, hvor lærerne kan dele deres viden og erfaringer med hinanden.

En gennemgående erfaring er at, den virtuelle undervisning giver tid til fordybelse, når det er det skriftlige, der er i fokus. Og muligheden for at sende eleverne i breakout-rooms har vist sig at have mange fordele: Det har åbnet nye muligheder for differentieret undervisning og givet læreren bedre mulighed for at komme rundt til de enkelte rum og vejlede på de helt rigtige tidspunkter, og dele gruppernes skærme med de øvrige elever for at understrege pointer.

I sprogundervisningen kan intimiteten i breakout-room’et være det, der får en genert teenager til at turde ytre sig på et fremmedsprog. Men også i andre fag får den enkelte elev afleveret flere faglige pointer.

Endelig åbner de digitale muligheder for en større interaktion mellem gymnasiet og omverden, idet skoler uanset geografisk placering får nemmere ved at invitere forskere, forfattere, politikere og andre fagpersoner ind i undervisningen. Ligesom man gennem virtuelle møder med venskabsklasser i udlandet lettere kan understøtte undervisningen i sprog og interkulturelle kompetencer. Endda på en bæredygtig måde.

Der er også praktiske fordele. Fx vil virtuel vejledning i forbindelse med større skriftlige opgaver gavne elever med lang transporttid til skole, ligesom et digitalt klasseværelse åbner mulighed for at samlæse sproghold på tværs af gymnasier og således sikrer, at selv sprogfag med lav søgning kan oprettes. Desuden kan man forestille sig, at virtuel undervisning kan være et tilbud sårbare elever i en periode – men med det klare formål, at få dem fysisk tilbage i klassen.

Den virtuelle undervisning kan altså noget, som den fysiske ikke kan. Og omvendt. Derfor skal de ikke ses, som hinandens modsætninger, men som noget der komplementerer og understøtter hinanden. Vi skal fremover tænke de digitale løsninger ind i en større pædagogisk sammenhæng, og så skal vi stille krav om, at lærere og andre relevante interessenter inddrages i udviklingen af ny uddannelsessoftware.

Indlægget er offentliggjort i Altinget Uddannelse.