Mennesket kan kun udføre én kognitiv opgave ad gangen.
Af Rasmus Lund-Nielsen, folketingsmedlem for Moderaterne, og Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier
Har vennerne sendt dig et grineren meme? Er mor i Bilka og spørger, om hun skal købe tortilla til aftensmaden? Eller er den lækre sweater, du længe har kigget på, nu kommet på udsalg?
Der er nok af muligheder for at blive distraheret, hvis man som elev har mobilen ved hånden og computeren tændt i løbet af undervisningen. Den udbredte brug af skærme til adspredelse stresser og fjerner fokus fra læring og stjæler opmærksomhed fra fordybelsen. Derfor har der siden årets begyndelse været en debat om begrænsningen af skærme i folkeskolen. Men vi bør også overveje, om vi i virkeligheden ikke vil gøre ungdommen en tjeneste og bidrage til øget trivsel ved også at begrænse skærmenes indflydelse i gymnasiet.
Der ligger en distraktion i den evige internetadgang. Mange er overbeviste om, at de kan multitaske, men videnskabelige undersøgelser har gang på gang bevist, at mennesket kun kan udføre én kognitiv opgave ad gangen. Det, man i praksis gør, når man tror, man multitasker, er at shifttaske, dvs. at man skifter sin opmærksomhed mellem aktiviteter, og det er dårligt for os, da hjernens arbejdshukommelse har en begrænset kapacitet. Derfor risikerer selv relativt korte afbrydelser at slette det, eleverne er i gang med at lære, fordi de ikke når at fastholde og bearbejde de nye informationer, så de kan lagres i langtidshukommelsen.
Som skoleforskerne Louise Klinge og Dorte Ågård skrev i en kronik i Politiken 9. januar, lagres læring, der sansemæssigt forankres i kroppen, mange forskellige steder i hjernen, og huskes derfor bedre end læring, der ikke involverer kroppen. Derfor får eleverne mere ud af at skrive noter i hånden frem for på computer, ligesom de bedre husker det, de har læst i en bog, end det, de har læst på en skærm – simpelthen fordi håndteringen af en fysisk bog i højere grad aktiverer deres rumsans, motorik og følesans og således afsætter flere neurologiske spor i hjernen.
Meningerne om skærmbrug er delte, og argumenterne er ofte hentet fra synsningernes verden. Men vi har faktisk konkret viden at bygge på fra gymnasier, der har indført skærmfri undervisningstid, hvor elevernes mobiltelefoner er blevet inddraget, og en central firewall har lukket for adgang til populære tjenester som Netflix, Instagram og TikTok på hele skolen.
Erfaringerne er gode. Det forlyder, at elevernes trivsel er øget, at der er mindre larm og uro i klasserne, og eleverne – især de nye – er overvejende positive over for ikke at blive forstyrret i undervisningen af summen fra klassekammeraternes digitale devices. Også lærerne er begejstrede for konceptet, for det er nemmere at skabe fokus om undervisningen, og begejstringen kan direkte aflæses i de årlige arbejdspladsvurderinger.
Nogle vil måske hævde, at eleverne selv skal lære at styre deres skærmforbrug, og det gør de ikke, hvis de voksne gør det for dem. Heroverfor kan man sige, at spildesignere og streamingtjenester helt bevidst udvikler indhold, der er designet til at stjæle brugernes tid, og at eleverne er oppe imod stærke kræfter. Når de starter i 1. g, har de ikke – eller kun meget sjældent – den fornødne selvkontrol til at sætte grænser for eget skærmforbrug. Den kompetence skal de tilegne sig, og erfaringen viser, at det kan være svært – også for voksne. Det vigtigste er at lære at udholde ikke at have sin mobil foran sig, når man skal fordybe sig. Det lærer man – sjovt nok – bedst ved at prøve ikke at have det.
Andre vil måske spørge, hvordan eleverne så kan tilegne sig de nødvendige færdigheder for at kunne begå sig i et digitaliseret samfund som det danske. Men her er det vigtigt at understrege, at vi ikke ønsker skærme bandlyst i undervisningen, blot at det er lærerne, der styrer, hvornår det er ok at bruge telefon eller computer, og hvornår det ikke er. Eleverne får altså masser af træning i at indsamle, producere og dele viden digitalt. De får det bare på bestemte tidspunkter og i relation til undervisningen. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi anser det for at være et helt afgørende element i almendannelsen, at eleverne lærer at forholde sig kritisk og reflekteret til den digitale teknologi, som i dag spiller en central rolle i alle menneskers liv og i samfundet som helhed.
Gymnasiets opgave med at gøre eleverne digitalt myndige står således ikke i modsætning til en begrænsning af brugen af mobil og skærm. Den digitale myndiggørelse skabes gennem undervisningens indhold, og de digitale devices kan, men skal ikke nødvendigvis være et middel til læringen.
Udover selve anvendelsen af skærme i undervisningen, kan der også stilles spørgsmålstegn ved, om brugen af digitale læremidler er gået for vidt. Vi glæder os derfor over, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har rejst denne problemstilling, fordi det er vigtigt at foretage en løbende vurdering af, om det giver bedst virkning og mening at arbejde analogt eller digitalt. Der er brug for begge dele, men vi skal altid overveje balancen for at sikre den bedst mulige læring for eleverne.
Artiklen blev bragt i Politiken d. 17/2.
