Nyhedsbrev

4. maj 2023

Tekstgenereringsværktøjer, som ChatGPT, er i de seneste måneder blevet et hot samtaleemne og udbredt over hele kloden. For samtalerobotterne baseret på kunstig intelligens kan meget, og de kan ikke undgå at påvirke uddannelsessystemet.

Arge modstandere har allerede været ude og fordømme brugen af dem, kalde dem “snyderedskaber” og opfordre til, at uddannelsessystemet tager et trin ned ad den digitale stige og fremover kun afholder eksamen med blyant og papir. I den modsatte grøft argumenterer tech-optimister for redskabernes fortræffeligheder.

Danske Gymnasier indtager en pragmatisk holdning til den nye teknologi med blik for både udfordringer og muligheder. Kunstig intelligens er kommet for at blive, og i undervisningssektoren må vi derfor omstille os, så vi som mennesker bliver herrer over maskinerne. Derfor skal vi på gymnasierne lære eleverne at bruge værktøjerne hensigtsmæssigt, kende deres begrænsninger, stille de begavede spørgsmål og gå kildekritisk til svar baseret på kunstig intelligens.

Med den nye og udbredte kunstige intelligens er der brug for at se nærmere på, hvor der skal ske ændringer af undervisningen og kravene til elevernes kompetencer. Derfor opfordrer Danske Gymnasier til, at der hurtigst muligt igangsættes forsøg med ændringer af fagenes læreplaner og eksamensformer, så gymnasierne kan høste og dele erfaringer med håndteringen af tekstgenereringsværktøjer.
Læs hele Danske Gymnasiers politikpapir om tekstgenereringsværktøjer baseret på kunstig intelligens