Karantæne og flyveforbud forhindrer ikke Rysensteen Gymnasium i at holde liv i det internationale samarbejde
Normalt er Rystesteens Gymnasium i april vært for Model UN som er et event, hvor elever fra skoler rundt om i verden mødes i et FN-lignende setup for at diskutere internationale problemstillinger. Ved den lejlighed får gymnasiet i hjertet af København, besøg fra en række af deres ialt 13 internationale partnerskoler, der blandt andet kommer fra Egypten, Argentina, Indien, Canada og Spanien. De 70-80 elever fra partnerskolerne plejer at blive indkvarteret privat hos Rysensteens 2.g-elever. Men det satte coronakrisen en stopper for.
På skolen diskuterede rektor og lærere muligheden for at afholde Model UN virtuelt, men også det viste sig at være praktisk umuligt.
– I stedet kom rektor Gitte Transbøl op med den idé at lave noget, der bygger på internationalt samarbejde, så man var tro overfor værdigrundlaget i Model UN, og samtidig tog udgangspunkt i den aktuelle corona-krise. Men vi var enige om, at det skulle være noget, der fokuserer på håb, forklarer Anders Schultz, der er pædagogisk leder på Rysensteens Gymnasium og ansvarlig for gymnasiets internationale samarbejde.
Håb i en corona-tid
Det blev til arrangementet Håb i en corona-tid, der startede med et fælles virtuelt møde for alle skolens 2.g-elever. Derefter blev de inddelt i grupper ad fem personer og fik halvandet døgn til at lave et produkt – en film, en podcast eller en sang – så vidt muligt i samarbejde med deres partnerskoler, og selvfølgelig på engelsk.
I sin tale til eleverne, der skød projektet i gang understregede rektor Gitte Transbøl, at det er vigtigt at holde fast i håbet.
– Uden håbet er vi overladt til fortvivlelse og resignation. Og selvfølgelig er der håb – vigtigst af alt, er der håb for, at menneskeheden kan lære af tidens udfordringer og blive klogere på sygdomsbekæmpelse, på vigtigheden af internationalt samarbejde og ikke mindst på det ansvar, vi som mennesker har for hinanden.
Anders Schultz minder om, at store kriser historisk set har ført til store mellemmenneskelige landvindínger. For eksempel var dannelsen af FN i 1945 en direkte konsekvens af anden verdenskrigs rædsler, og tanken med Håb i en corona-tid var, at elevernes produktioner koncentrerede sig om, hvad de håber, at vi som internationalt samfund, som land og som individer kan lære af kampen mod pandemien
Lærerne vejledte eleverne og hjalp dem med at finde relevant materiale i form af artikler, analyser og litteratur og alt efter studieretning fik projekterne forskelligt fokus. Science-klasserne fokuserede på pandemien, musikklassen lavede en sang, og en anden klasse tog udgangspunkt i Gabriel García Márquez’ roman Kærlighed i koleraens tid, og lavede filmen Kærlighed i coronaens tid, der har tydelige referencer til den colombianske roman.
Fredag kl. 12 var der deadline, og derefter valgte hver klasse det bedste projekt, der gik videre til først semifinalen og derefter finalen, som begge blev afviklet virtuelt med eleverne som dommere. Det blev musikklassen, der løb af med sejren. Hør deres vindersang. Andenpladsen gik til Kærlighed i coronaens tid, mens en film om karantæneperiodens stigning i antallet af tilfælde af vold i hjemmet løb med tredjepladsen.