Leder
Når de nyslåede studenter om et par måneder hopper op i den åbne vogn og stolte vinker til os, er de klar til at gøre som generationerne før dem; tage en uddannelse og blive produktive borgere i alle grene af samfundet. Rygsækken er pakket med masser af viden, færdigheder og dannelse efter to eller tre år i det almene gymnasium eller hf.
Gymnasiet har til alle tider udviklet sig, så unge har fået den uddannelse, som har matchet omverdenens krav. Historisk har gymnasiet formået at udvikle sig fra elitær skole til uddannelse af en bredere gruppe unge med mod på -og evner for en almen studieforberedende uddannelse. Det har betydet et højere uddannelsesniveau overalt i landet. Og bevæger man sig rundt i sit lokalområde, er det slående, hvor meget det lokale gymnasium fylder i den demokratiske samtale. Jeg tror, gymnasiet kunne komme i Guinness rekordbog for afholdelse af flest debatmøder forud for kommunal- og folketingsvalg i Danmark.
Men selv om gymnasiets unge gennemfører deres uddannelse og ifølge statistikkerne læser videre og får sig placeret i livet, så de bidrager til udviklingen af samfundet, er det ikke nok. Vi skal have uddannet alle unge, så alle kan bidrage. Og vi skal være parate til at justere på indretningen af vores uddannelsessystem, så forskellige institutioner kan give de unge nogle knivskarpe redskaber, som gør dem i stand til at gå en stadig mere kompleks og digital verden i møde. De unge skal også fremover opleve, at de kan vokse og blive dygtigere på ligeværdige uddannelsessteder, hvor de trives og kan se sig selv gå i stolte akademiske eller faglige fodspor. Og hvor der også – bogstaveligt talt – er plads til at skifte spor. Også hvis man ombestemmer sig undervejs.
I en situation, hvor vi både i folkeskolen, på erhvervsskolerne og i gymnasiet sveder med at få ført politikernes seneste reformer og sparekrav ud i livet, er det tid til at standse op og spørge os selv: Var der noget, vi glemte at tage hånd om? Kan vi f.eks. gøre mere for at styrke forbindelsen på langs i uddannelseskæden, ikke mindst mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne? Hvordan skaber vi et system uden blindgyder, hvor man altid kan uddanne sig videre, uanset hvilken uddannelse man er parat til, når man er 15 år? Vil vores måde at indrette uddannelserne på også om et dusin år matche samfundets behov og give de unge stærke kompetencer, som matcher det 21. århundrede? Og endelig skal vi også gøre os tanker om, hvordan vi sikrer, at udbuddet af ungdomsuddannelser kommer familier til gavn, som har valgt at bo udenfor de store byer. Vi må sikre, at de unge ikke vælger en drøm om uddannelse fra, fordi der simpelthen bliver for langt til drømmen.
Nogle af problemstillingerne spørger vi bl.a. en række unge og erfarne samfundsdebattører om i dette tema, og Danske Gymnasier holder selv medlemsmøder om fremtidens ungdomsuddannelser. Jeg glæder mig derfor til den fortsatte diskussion med gymnasier, politikere og andre uddannelsesinteresserede borgere. Jeg glæder mig også til, at vi – efter en grundig debat – kan præsentere vores bud på indretningen af fremtidens ungdomsuddannelser. Vi behøver ikke have svaret klar til i morgen, men lad os tage debatten nu. De unge fortjener det.
Med venlig hilsen
Formand Birgitte Vedersø, Danske Gymnasier
