Torben Klitmøller Hollmann, formand, social og sundhedssektoren, FOA, Bjørn Brandenborg, formand, Ungdomsringen, Benny Husted, formand for SSP-Samrådet, Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, Merete Nordentoft, forperson, Dansk Psykiatrisk Selskab, Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår, Karin Friis Bach, regionsrådsmedlem (RV), Region Hovedstaden, Anne Kaltoft, adm. direktør, Hjerteforeningen, Carsten Suhrke, formand, VSOD, Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen, Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund, Annette Hyldebrandt, chef for turisme & oplevelsesøkonomi, Horesta, Ulrich Lauridsen, formand, Forældreforeningen Unge & Alkohol, Per Thau, koncerndirektør, Coop
En studerende skrev forleden på Twitter: ”Jeg ville ønske, at der havde været nogle voksne i min ungdom, som havde taget det kollektive valg om, at vi ikke skulle drikke i folkeskolen. Det er stadig fucked up at have et samfund, hvor det er normen, at 14-15-16-årige skal drikke sig i hegnet for at være sociale.”
I tirsdags tog vores sundhedsminister netop det ansvar, den unge mand efterspurgte. Det kom efter at et stort flertal i Folketinget for et år siden pålagde regeringen at fremlægge en forebyggelsesplan for unges alkoholforbrug, der skulle indeholde strukturelle forebyggelsestiltag baseret på videnskabelig evidens for at indfri ”et ambitiøst mål om at sænke unges alkoholindtag”.
Regeringen har dermed fulgt pålægget, og grebet i værktøjskassen efter et af de mest veldokumenterede tiltag for at sænke helt unges alkoholforbrug og udskyde alkoholdebutalderen: at hæve aldersgrænsen for, hvornår man må købe alkohol i detailhandelen til 18 år.
Det er et logisk og fornuftigt forslag, og regeringen fortjener ros for at tage udfordringen alvorlig og foreslå en sådan ensartet salgsaldersgrænse. Det er første gang i årevis, at man fra Christiansborgs side har vist lederskab og foreslået noget, som vi ved virker på den lange bane, og som kan hjælpe en udvikling på vej, der gør, at alkohol ikke fylder helt så meget helt så tidligt i ungdomslivet, som det gør i dag.
Forslaget er generelt blevet taget godt imod. Men der er også kritiske røster, som kalder det formynderisk, og der florerer mange misforståelser af, hvad forslaget indebærer og hvor vidtgående det er. Det kalder på et par betragtninger og præciseringer.
I den forgangne uge har vi hørt, at nogle unge oplever det som en straf, der ikke giver mening, når deres alkoholforbrug er faldende. Her er det vigtigt at huske, at de tal, der refereres til, er indsamlet under corona-nedlukningen, hvor unge drak langt mindre, fordi de sociale sammenhænge, hvor alkohol fylder, var lukket ned. Sidste ESPAD-undersøgelse lavet før corona-nedlukningen viste det modsatte – nemlig, at andelen af 15- og 16-årige danske unge, som har været fuld de seneste 30 dage, var steget. Men selv med de lavere tal, har vores unge fortsat europarekorden i druk.
Overordnet er det nok rimeligt at antage, at det overvældende flertal af danskere, som efterspørger en ændret alkoholkultur for unge, næppe ønsker sig andet end at sikre, at alle vores børn og unge vokser op under de bedst mulige betingelser for at udfolde sig. Det gælder vel at mærke både privilegerede børn af ressourcestærke forældre, som er i tæt dialog med deres børn, og sætter klare rammer for deres udfoldelse, og det gælder børn af forældre, som ikke lykkes med det, men blot ”følger med”, og mest af alt er optaget af, at deres børn ikke afskæres fra vigtige fællesskaber. I den sammenhæng er det også vigtigt at minde om, at alkoholkulturen rammer udsatte unge hårdest.
Et andet argument, vi hører i debatten er, at det ikke giver mening at diskutere adgang til alkohol, når unge i stigende grad mistrives. Men det giver i høj grad mening. Unge, der føler sig ensomme eller har lavt selvværd, drikker oftere end andre for at glemme deres problemer. Rusdrikning blandt børn og unge giver øget risiko for depressive symptomer og sammenhæng mellem alkoholforbrug og selvskade, selvmordstanker og selvmord. Derfor handler det også om trivsel, når vi gerne vil mindske tilgængeligheden af alkohol for helt unge.
En udbredt misforståelse i debatten er, at der er tale om et generelt drikkeforbud, hvad det ikke er, ligesom alkohol-tilgængelighed på ungdomsuddannelser heller ikke er berørt af forslaget, hvad mange ungdomspolitikere tilsyneladende tror. Det er op til de enkelte skoler at beslutte, hvilken politik, de ønsker.
Man foranlediges i den sammenhæng til at minde om, hvilket indgreb det reelt er at hæve en salgsaldersgrænse til 18 år, som er den altdominerende norm over det meste af Europa, og som svarer til aldersgrænsen for, hvornår man må købe alkohol på en café, hvad der vil skabe konsistens i vores regler.
Alle de unge, som i dag taler om det som en ”straf”, vil formentlig højst opleve det som lidt upraktisk fra tid til anden. For de er jo allerede præget af den eksisterende kultur, hvor alkohol er nemt at få fat i, og hvor deres forældre har vænnet sig til at se dem indtage alkohol fra de tidlige teenageår. Men det er dybest set ikke dem, der vil blive påvirket af tiltaget, og de vil – desværre – heller ikke komme til at opleve et lettet pres for at drikke i tidlig alder, og lidt færre forventninger til, hvornår de skal have klirrende poser med til ungdomsfest. Det vil til gengæld deres mindre søskende, som endnu ikke har ænset, at der er noget, der hedder alkohol.
Hvor står unge egentlig selv på spørgsmålet om alkoholkultur? I den offentlige debat er det tydeligvis formænd og -kvinder for ungdomspartierne, som slår tonen an. Og de går ikke af vejen for at udtale sig på vegne af alle unge. Men når man i undersøgelser spørger unge, oplever flertallet, at de bliver presset til at drikke. Næsten halvdelen mener, at det er svært at være del af sociale fællesskaber uden at drikke, og mange drikker ofte mere, end de egentlig har lyst til.
Er der så tale om et illegitimt generationsopgør? Nej. Nutidens unge bærer ikke selv ansvaret for den alkoholkultur vi har i Danmark. For den sejlivede kultur nedarves og følger med, uden at nogen reelt træder et skridt tilbage og tager aktivt stilling til den. I hvert fald indtil nu.
En 18-års salgsaldersgrænse er ikke noget quick fix, og kan slet ikke stå alene. Men den vil være et forløsende ”wake-up call” og en løftestang til en positiv kulturudvikling, som for alvor bliver forløst i dialogen mellem unge, mellem unge og deres forældre, forældre imellem, på uddannelsesinstitutioner og i alle de sammenhænge, hvor alkohol fylder, så vi kan få en mindre usund alkoholkultur, der levner plads til langt flere, og hvor alkohol bliver introduceret senere i ungdomslivet.
Vi vil ønske, at det er det perspektiv og det ansvar, de politiske forhandlere vil påtage sig, når de om lidt skal beslutte, hvad det er for en alkoholkultur, vi reelt ønsker at give videre til næste generation.
Indlægget blev bragt i Politiken
