Coronakrisen har bevist, at der findes potentiale i digitale læremidler – men vi må for alt i verden ikke glemme den faglige værdi i et fysisk møde lærer og elev imellem, skriver formand for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, i dette synspunkt.
Af Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier
I de seneste 15 måneder har den digitale undervisning taget et gigantisk tigerspring. Danmark er i forvejen et af verdens allermest digitaliserede samfund, og når en global pandemi pludselig lukker alt ned, har det vist sig at være en forrygende fordel. Omstillingen til virtuel undervisning er gået relativt smertefrit, og danske børn har ikke, som i børn i andre dele af verden, mistet læring og timer i stor stil på grund af corona. Det kan vi være glade og stolte over.
Samtidig har vi som ledelser og undervisere fået værdifulde erfaringer om, hvor det virtuelle faktisk fungerer og har sin selvstændige værdi, og hvor det ikke fungerer. Erfaringer, som vi kan bruge fremadrettet, der hvor det giver mening.
Stor kreativitet
Det, jeg hører fra Danske Gymnasiers medlemsskoler, er, at nogle lærere har udvist en stor grad af kreativitet og iderigdom, når det gælder om at bruge de digitale muligheder, og de har re-engageret sig med stoffet på en mere bevidst og konstruktiv måde.
På nogle gymnasier bruger man nu endnu mere podcast, som supplement eller alternativ til dokumentarfilm. Andre steder er eleverne blevet sendt på ”fotosafari” for at tage billeder af forskellige faglige elementer eller begreber. Det er et bidrag til læringsformerne, der indeholder både visualisering og selvstændig analyse og er et nemt produkt for læreren at give feedback på.
En del lærere var allerede inden corona i gang med flipped classroom, hvor eleven som lektie ser en filmet undervisningssekvens eller en lille instruktionsvideo, der overflødiggør redundante eller basale spørgsmål, så tiden i klassen kan bruges på reel undervisning i stedet for gennemgang af stoffet.
Mange flere lærere er fulgt efter under corona og har fx med succes demonstreret kemiforsøg, som eleverne efterfølgende skulle skrive rapport om.
Det er der perspektiver i. Normalt er eleverne uforberedte på eksperimenterne og opsøger derfor alle læreren i laboratoriet, så at give dem mulighed for at forhåndsorientere sig om forsøget i et videoklip er et af de greb, jeg tror, man med fordel kan videreudvikle på, når en mere normal hverdag vender tilbage.
Behov for mental omstilling
En gennemgående erfaring er at, den virtuelle undervisning giver tid til fordybelse, når det er det skriftlige, der er i fokus. Og muligheden for at sende eleverne i breakout-rooms har fx åbnet nye muligheder for differentieret undervisning. En gruppe af eleverne siger, at de føler sig mere set og hørt i breakoutrooms end i klassen. Læreren kan også nemmere komme rundt til de enkelte rum, vejlede på de helt rigtige tidspunkter, og dele gruppernes skærme med de øvrige elever for at understrege pointer, end når eleverne sidder spredt rundt på skolen. I det hele taget er der med de virtuelle muligheder et potentiale for særligt 1:1-vejledning, som vi kan bruge fremover.
De digitale muligheder kan også knytte gymnasiet tættere til omverden, idet skoler uanset geografisk placering nemmere kan invitere forskere, forfattere, politikere og andre fagpersoner ind i undervisningen. Ligesom man gennem virtuelle møder med venskabsklasser i udlandet lettere kan understøtte undervisningen i sprog og interkulturelle kompetencer. Også det skal vi holde fast i fremadrettet, for ja, der er en risiko for at alt vender tilbage til det gamle, når skoledagen igen bliver normal.
Derfor er det vigtigste ift. fremtiden faktisk, at der foregår en mental omstilling, hvor vi som sektor og som ledere/undervisere begynder at bruge det virtuelle undervisningsrum på lige fod med det fysiske rum. Begge undervisningsrum kræver udvikling og didaktisk diskussion, og det kræver massiv efteruddannelse, inspirationsarrangementer og et forum, hvor lærerne kan dele deres viden og erfaringer med hinanden.
Det fysiske møde kan ikke erstattes
Der er ingen tvivl om, at der er et klart potentiale i de digitale læremidler. Men uanset hvor skarp teknologien bliver i det digitale klasseværelse, så har de seneste måneder også vist, at der er helt essentielle dele af læringsprocessen, der forsvinder, når man flytter undervisningen over på de digitale platforme. Det fysiske møde mellem lærer og elev og eleverne imellem kan noget helt særligt, som ikke kan erstattes. Mennesket er et socialt væsen, der lærer og udvikler sig i relationen med andre. Det gælder i særlig grad, når man er barn og ung. Så når man – måned efter måned – sidder alene på sit værelse foran en computer, er det svært for de fleste at holde motivationen oppe og koncentrationen intakt.
Derfor kan digitale læringsmidler og virtuel undervisning være et fint supplement. Men det kan aldrig stå alene.
Indlægget har været offentliggjort i Ing/EduTech – Teknologiens Mediehus
