Danske Gymnasier bad ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, Politiken, om en tale til de nye studenter. Han holdt talen på sit gamle gymnasium, Grindsted Gymnasium & HF, hvor han opfordrede studenterne til at holde fast i hinanden og så ellers se at komme ud i verden – Ud, ud, ud.
Christian Jensens tale til årets studenter:
Kære studenter,
Jeg ved godt, I har travlt. I har været her nok. I skal ud af gymnasiet, ud til festerne, ud af kommunen, ud i landet, ud i verden. Ud, ud, ud.
Jeg elsker synet af jer. Jeg elsker alt det, I og jeres hvide huer og lyse hoveder udstråler i dag: Jeres nysgerrige blikke, rastløse sjæle, forvirrede tanker, store ambitioner, skrøbelige skridt, søgende sind.
I aner ikke, hvor smukke I er. I skal frem i verden og intet må stoppe jer.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil have ét eneste godt råd med til jer. Jo, ét godt råd. Det kommer til sidst.
For kære studenter: De voksne siger til jer i disse dage, at fremtiden nu er jeres. Nu er I fri til selv at vælge. Yes. Men hvorfor giver de så ikke slip? Hvorfor giver de jer ikke friheden? I er jo ikke en generation, der savner råd, vel? I får så mange af dem, at I dårligt kan se vejen for bare råd.
Råd fra jeres forældre, råd fra lærere, studievejledere og råd fra politikere. Råd, råd, råd. Alle vil de jer det bedste, og i alle aldre skal vi lytte til erfaring, men de erfarne glemmer ofte, at verden ikke stopper ved deres erfaringer.
Verden arbejder sig jo ikke frem i lineære bevægelser. Verden bevæger sig cirkulært. Vi står konstant i positioner, der er sammenlignelige med steder, vi har stået før. Krig, fred, kriser, løsninger, sorger, glæder, nye opdagelser, gamle erkendelser.
Vi bevæger os i cirkler og ringe, der kan variere i størrelse og styrke, men basalt set er det meste gammelt på nye måder. Derfor er det jeres opgave at opdage verden for at genopdage den for alle os andre.
Nej, I savner ikke gode råd. I savner langt mere voksne, der tror på, at I selv kan gøre jer jeres egne erfaringer, træffe jeres egne beslutninger og sejle efter jeres egne søkort og genfinde ruten, selv hvis kursen bliver lidt skæv.
For mit eget vedkommende var min gymnasietid en sejlads i overhængende kæntringsfare.
Jeg er tilbage i barndommens gade og ungdommens land. Når jeg kommer her på mit gamle gymnasium i dag, 26 år efter at jeg sad, hvor I nu sidder, så bliver jeg rørt. Jeg kan mærke, at jeg bliver forbundet med mig selv og den ånd og tradition, I nu også er skrevet ind i som student årgang 2018.
Som chefredaktør på dagbladet Politiken er jeg kommet langt væk hjemmefra. Jeg er født lige herovre i Tingparken 18, 2. th. I dag går jeg på arbejde i hjørnekontoret på Rådhuspladsen i København, der blandt andet danner rammen om Tom Kristensens roman ”Hærværk”, et hovedværk i dansk litteratur, som forhåbentlig stadig er en del af pensum.
Jeg har glædet mig til at komme tilbage til mit gamle gymnasium. For at sige til lykke og tak. Og for at sige undskyld.
Der var virkelig mange muligheder for at smide mig ud af gymnasiet. Lad mig nævne tre:
Et alt, alt for højt fravær, særligt i de naturvidenskabelige fag, fordi jeg i stedet sad og skrev artikler nede på JydskeVestkysten i Jernbanegade.
Groft snyd med aflevering i skriftlig matematik i 3.g., hvor Martin og jeg fordelte vores opgaver efter evner: Han regnede mine opgaver, jeg skrev hans stile.
Og så var der den alt for våde studietur til Prag, hvor vi med uforsvarlig høj promille gennemførte forsøg med tyngdeloven ved at kaste store mængder af rødkålshoveder og bøftomater ud fra vores altan på 13. etage. Sikke et syn! Det var virkelig dumt.
Men det gik det hele. Vi sagde undskyld, betalte regningen, fik en skriftlig advarsel og blev tilgivet. Tak for det.
Jeg har bemærket, at for højt fravær og internetbaseret opgavesnyd her 26 år efter har været et tema over hele landet. Ikke sådan at forstå, at jeg denne festdag på nogen måder beskylder jer for den slags unoder. Jeg er student fra det, man kan kalde før-internet-historisk tidsregning, og det illustrerer vel egentlig meget godt pointen om, at vi bevæger os i cirkler. I møder det gamle på nye måder, eller også møder I det nye på gamle måder.
Jeg vil i dag også gerne sige tak for alt det, jeg ikke vidste, jeg fik med mig fra min tid her.
I dag kan jeg se, at dette skønne gymnasiums passionerede, professionelle – og umådeligt tålmodige – lærere gav mig forudsætningen for alt det, der er fulgt efter: De gjorde mig ansporet. Ansporet til at tage verden ind. Ansporet til at sortere og analysere for at finde ud af, at der er noget, der er vigtigere end noget andet, noget, der er mere rigtigt end forkert.
Mine grundlæggende menneskelige og samfundsmæssige værdier er skabt på dette sted, i denne by, i dette landskab. Her var ordet frit og ånden flydende.
Det var ikke lige de begreber, jeg havde i tankerne, da jeg i begyndelsen af 1990erne løb rundt i pastelfarvet Cottenfield-tøj fra top til tå, Dax Vax i håret, Nirvana på CD’en og Johnny Madsen i levende live – og temmelig beruset – på scenen lige her i denne festsal. Og det er nok heller ikke de tanker, I gør jer i dag.
Men I er også blevet ansporet, selv om I lige nu nok mest er ansporet til at komme ud og holde fest. Hvor sporene vil føre jer hen, aner kun I. Og I ved det vel dårligt nok, men det skal I nok finde ud af.
Særligt hvis I husker at sejle efter jeres eget søkort og sige til alle dem, der siger, at de har prøvet det hele før: Det er muligt, men I har ikke prøvet det på vores måde.
I kan gøre alt. I skal læse bøger, tage eksaminer, vinde priser og måske rejse til månen. I kan gøre, hvad som helst, men når dagen er omme, når benene rammer jorden, så handler det hele om én ting: Venskaber.
Derfor er mit eneste råd til jer i dag: Glem alle de voksnes gode råd.
Men husk at fællesskabet altid er stærkere end selv det stærkeste individ. I er noget i kraft af hinanden. Hver især og sammen.
I er verdens smukkeste studenter, fordi I kaster glans på hinanden. De venskaber, I har knyttet, er det reb, I kan holde jer til, når I lige om lidt møder den forunderlige, foranderlige og uforudsigelige verden og den høje sø.
Mine bedste venner i dag er Jakob, Jeppe og Ole, og dem har jeg været forbundet med, siden vi mødte hinanden her på stedet.
Derfor: Husk at tage hinanden under armen, når I nu løber ud. Ud af gymnasiet, ud til festerne, ud af kommunen, ud i landet, ud i verden. Ud, ud, ud. Det er dét, det hele handler om.
For resten – ja resten – det kan I læse jer til.
Tillykke med jeres studentereksamen!
