Kursus i konfliktopløsning
FORMÅL OG INDHOLD
Kursets formål er at styrke de ledelsesmæssige kompetencer i forhold til at forebygge konflikter og til at håndtere dem, når de alligevel opstår. Vi tager udgangspunkt i de forskellige typer af konflikter, der typisk kan opstå i dagligdagen på et gymnasium.
Vi vil have fokus på konflikter blandt sidestillede, blandt leder og medarbejder, mellem rektor og bestyrelsen eller mellem ledelse og faglige organisationer. Vi arbejder med cases, hvor der er konflikt mellem to parter, og ser også på, hvad man kan gøre, hvis man selv er part i konflikten.
Vi veksler mellem oplæg, dialog i plenum, refleksion og træning to og to og i mindre grupper. Deltagerne får mulighed for at dele egne cases, men disse vil ikke indgå i træningsøjemed. Vi afprøver konfliktopløsningsmetoden ved hjælp af generiske, fiktive cases fra gymnasieverden, og deltagerne får støtte fra forskellige spørgeguides til konfliktopløsning afhængig af, hvilken kontekst konflikten er opstået i. Vi arbejder desuden med, hvordan møder i forskellige fora kan blive inddragende, dialogunderstøttende og konfliktnedtrappende ved hjælp af forskellige faciliteringsredskaber.
På kursusdagene vil der være 2 overordnede temaer:
- Forebyggelse af konflikter – herunder balancen mellem tydelighed og empati samt det at ytre og svare på kritik på en måde, der ikke gør den anden forkert.
- Opløsning af konflikter – hvor lederen indtager en faciliterende rolle med henblik på at skabe mening og forståelse samt evt. støtte tilblivelsen af mulige løsninger
TILGANG
Vi arbejder ud fra en narrativ tilgang til konflikt, som baserer sig på, at der altid kan fortælles en anden historie, når en konfliktfortælling er blevet dominerende. Der skal andre historier frem i lyset, der kan blive til foretrukne historier med større kraft og tyngde end konfliktens tynde konklusioner. Vi skal i udgangspunktet ikke fokusere på enighed og løsning, men på forståelse og mening. Vi skal med andre ord løsne op for det, der har låst sig fast, ved at forhandle os frem til nye forståelser.
Tilgangen baserer sig på, at mennesker har forskellig historie og forskellige erfaringer. Vi tillægger ikke det, vi oplever, samme betydning eller værdi. Som følge deraf er det naturligt, at der opstår uenighed – og at denne af og til fører til beskadigede relationer og til konflikt.
Mennesker, der rammes af en konflikt, gør næsten altid nogle forsøg på at komme den til livs. Det lykkes for det meste, men nogle gange låser konflikten sig fast. Her må lederen på banen og have gjort sig tanker om egen position, tilgang og evt. bias. Ofte er det mest produktivt at undlade at gå på fejlfinding og placere skyld, men i stedet undersøge effekterne af konflikten, og hvad det er, parterne tillægger værdi. Lederen må bestræbe sig på, at hver part får mulighed for at komme til orde og udtrykke, hvad der er vigtigt for vedkommende selv – men også, hvad de antager, er vigtigt for den anden part.
MÅLGRUPPE OG KOMPETENCEFOKUS
Kurset henvender sig til rektorer, vicerektorer og uddannelsesledere, der ønsker at skærpe deres ledelsesmæssige beredskab og styrke deres kompetencer i forhold til at kunne håndtere uenighed og løsne op for de konflikter, som hverdagen byder på. Der kan deltage flere ledere fra samme gymnasium.
PRIS OG TILMELDINGSFRIST
Prisen inkl. overnatning er 9.000 kr. – 14.500 kr. (Afhænger af deltagerantal).
Tilmeldingsfristen er den 27. september 2024.
Bemærk at ved framelding efter tilmeldingsfristens udløb betales som udgangspunkt fuld pris med mindre det lykkes at optage andre deltagere på afbudspladsen, kontakt derfor mail@danskegymnasier.dk hurtigst muligt, hvis du ønsker at annullere din tilmelding.
UNDERVISERNE
Sonja Rebien Lund er cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra KU. Hun har 14 års erfaring som leder på kommunikationsbureauer og har siden 2015 arbejdet med leder-, medarbejder- og organisationsudvikling som konsulent og coach i Cairos, hvor hun er medejer. Hun underviser, procesleder og coacher ledere, både individuelt, i ledergrupper samt på såvel skræddersyede som åbne lederuddannelser. Hun har fokus på bl.a. det personlige lederskab, kommunikation og samarbejde, samt strategi og ledelse. Hun arbejder med konfliktopløsning i organisationer og virksomheder og faciliterer processer, der handler om at (gen)opbygge tillid i samarbejdsrelationerne. Sonja har en række efteruddannelser i det kommunikationsmæssige og psykologiske fagfelt.
Birgitte Vedersø er cand. mag i dansk og italiensk og har arbejdet i gymnasiesektoren siden 1992, fra 1997 som uddannelsesleder og fra 2000 som rektor, de seneste 13 år på Gefion Gymnasium. Fra 2023 arbejder Birgitte som selvstændig ledelseskonsulent, bl.a. i samarbejde med Cairos. Hun har bred erfaring med gymnasieskolens hverdag og aktører og har arbejdet med understøttelse af det gode samarbejde i gymnasiet på alle niveauer og med styrkelse af skolens professionelle kapital. Birgitte har desuden arbejdet med træning af eget ledelsesteam i konfliktforebyggelse og -opløsning.
Dato
- 5. november 2024 - 6. november 2024
- Tilmeldingsfrist er: 27. september 2024
Tid
- Hele dagen
Lokation
- Comwell Kellers Park Vejle
- H. O. Wildenskovsvej 28, Brejning
Pris
- Prisen er inkl. overnatning og ligger på 9.000 kr. – 14.500 kr. (Afhænger af deltagerantal)